Turbeskrivelse
1. dag: Udrejse
Efter endt opsamling kører vi sydover, gennem Slesvig-Holsten, videre gennem millionbyen Hamborg og mod Bremen, hvor vi kommer over floden Weser. I løbet af eftermiddagen når vi den hollandske grænse og nu går turen gennem det nordhollandske landbrugsland, forbi byerne Groningen og Heereveen, inden vi når ud på den ca. 30 km lange Zuiderseedæmning, som blev bygget i forbindelse med de store landindvindinger, som skabte masser af landbrugsland. Vi holder en pause på dæmningen, så man for alvor kan tage dette fantastiske bygningsværk i øjesyn. Vi når frem til vort hotel til lidt sen aftensmad.
2. dag: Friluftsmuseum og Volendam
Dagens første stop er byen Enkhuizen, hvor vi skal besøge det store friluftsmuseum, som fortæller levende om livet i Holland gennem tiderne. Her findes forretninger, vindmøller, fiskemarked, havn, landbrug og meget mere. Her bliver en passende pause med god tid til at kigge sig omkring. Efter dette spændende besøg fortsætter vi til den lille by Volendam, som er kendt langt ud over Hollands grænser for sin smukke beliggenhed og for sine nationale traditioner. Om aftenen spiser vi igen aftensmad på hotellet.
3. dag: Blomsterparken Keukenhof
Efter morgenmaden starter vi på vores udflugt, som først fører os til den 32 hektar store og kendte Blomsterpark Keukenhof, som hvert år er åben fra sidst i marts til sidst i maj. Her møder vi det blomsterflor, som Holland er så berømt for. Ikke blot tulipaner kan ses her, men også liljer, hyacinter, stauder, masser af løgblomster og en lang række eksotiske arter. Keukenhof er anlagt som en park med såvel udendørs bede som masser af drivhuse. Senere kommer vi til den mondæne badeby Scheveningen og Madurodam, som er Holland i miniformat. Her finder vi en enestående park med masser af bykvarterer, slotte og havne, som tilsammen gengiver livet i det moderne Holland. Vi gør et stop ude ved stranden eller i byen alt efter tid og muligheder. Herfra går det retur til vores hotel. Aftensmad nydes på hotellet.
4. dag: Amsterdam
I dag besøger vi Hollands hovedstad Amsterdam! Vi kører en byrundtur, hvor vi kommer forbi de kendteste seværdigheder, som bl.a. kongeslottet, museerne m.m. Undervejs kan vi beundre de mange karakteristiske huse, som ligger med gavlen ud til kanalerne. Herefter er det tid til at tage på en kanalrundfart. Fra søsiden får man egentlig det allerbedste indtryk af Amsterdam, da man kommer gennem områder og kvarterer af byen, som man ellers ikke har mulighed for at se. Der bliver god tid til at opleve Amsterdam på egen hånd, inden vi vender tilbage til vores hjemby. Aftensmad på hotellet.
5. dag: Hjemrejse
Efter morgenmaden går turen hjemad, ind i Tyskland og videre mod den tysk/danske grænse.

