Turbeskrivelse
1. dag: Udrejse
Når opsamlingen er tilendebragt i Randers, holdes der frokostpause. Herfra går turen videre via Løgstør, Aggersund og Fjerritslev til Torup Strand. Her ser vi, hvordan fiskekutterne bliver slæbt op på stranden. Vi følger Strand- og Hedevejen til Rødhus Klit og videre til Hune. Derefter videre til Blokhus, hvor vi kører en tur ned på stranden og holder en kort pause. Herfra går turen til Hotel Viking i Sæby. Efter indkvartering og aftensmad, bliver der lejlighed til at gå en tur ned til stranden.
2. dag: Skagen
Heldagstur til Skagen. Efter morgenbordet går turen til Skagen. Vi kører gennem Blæsbjerg, Skiveren og forbi Råbjerg Mile, som er Danmarks største vandreklit og dækker et areal på ca. 2 km2 og er ca. 35 m høj. Vi stopper ved den tilsandede kirke, som var Skagens sognekirke frem til 1795, hvor den blev lukket pga. tilsanding. Vi fortsætter til Skagen, som har en af Danmarks største fiskerihavne. Vi kører en tur ned til fiskeriauktio¬nerne, hvor vi holder pause. Derefter er der mulighed for et besøg på Skagen Museum, Hjemstavnsmuseet med de gamle fiskerhuse og fangstredskaber eller gå en tur i byen. Vi kommer ud på Jyllands nordligste spids, Grenen. Har man lyst, kan man tage med Sandormen helt ud, hvor Kattegat og Skagerrak mødes, eller gå de mange trin op i toppen af Skagen Fyr, hvor man har en fin udsigt over den tætte skibstrafik rundt om Grenen. Hjemturen går over Hulsig, Ålbæk og Frederikshavn tilbage til hotellet. Aftensmad på hotellet.
3. dag: Læsø
Vi skal i dag besøge en af vore herligste øer, hvor to tredjedele af øen ligger uopdyrket hen. Efter meget tidlig morgenmad på hotellet går turen til Frederikshavn, hvorfra vi går ombord på færgen, som på 90 minutter bringer os til Læsø. Efter en behagelig sejltur kører vi en rundtur på øen forbi de mange gamle huse, som er kendt for deres karakteristiske tage, der er tækket med tang. Vi besøger Museums¬gården i Byrum, som fortæller om, hvordan folk levede på øen i tidligere generationer. Sidst på eftermiddagen går vi igen om¬bord på færgen og sejler tilbage til Frederiks¬havn. Vi er til-bage ved hotel¬let til aftensmad.
4. dag: Hjemrejse og Voergård Slot
Efter morgenmaden, pakkes bussen og vi begynder så småt hjemturen. Vores første stop er Voergård Slot, som indeholder en fantastisk samling fransk kunst, bl.a. dele af Napoleonsstellet. Vi får en rundvisning på slottet. Der bliver også tid til at gå en tur i den smukke park. Turen fortsætter gennem Dronninglund skov til Hjallerup, og herfra tilbage til de respektive opsamlingssteder.

